Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?

Det er al ære værd at ville lave danseteater for seks måneder gamle babyer. Men at dømme efter babyerne, der sad på arm eller i autostol inde i det ny ridehus på Grønnegades Kaserne, så kunne de allermindste altså ikke opfatte noget synderligt under neonrørene. De sad bare.

De 1 ½-årige og de tre-årige havde det derimod strålende – for de fik serveret farver og leg ti meter foran sig, og det virkede. De blev endda inviteret med på scenen for at trille rundt med forestillingens fornøjelige puder. Både de runde og de trekantede og de prikkede... Så frem vraltede ungerne, som en selvbestaltet pingvinhær af dansenysgerrige. Herligt.

Klappe-klap

Koreograferne og danserne Anja H. Jørgensen og Tali Razga har i det hele taget skabt en fin, lille historie om to piger, der hele tiden hellere vil have den andens puder. Rammen er et Rachel Lawsons fine og farveglade vægtæppe med en sol, en regnbue, et hus og en sky – og med hemmelige kravlelemme. Og danserne bevæger sig rundt med helt enkle bevægelser. De hopper, og de efteraber hinanden, som om de stod over for et spejl. Sådan lidt som i sangen ’lår og mave, bryst og pande, klappe-klappe-klap’. Ungerne stirrer. Især når Anja H. Jørgensen lader sine fingre kravle langsomt ned af armen på sig selv – eller når Tali Razga finder en ny pude med nye striber.

Danserne selv danner et slags yin&yang, sådan som de er klædt i modsatte matchefarver: Orange bluse med røde bukser – og lyserød bluse til lyseblå bukser. Desværre skaber koreografien ikke samme samhørighed med Povl Kristian Mortensens musik, for hans lydtæppe svinger fra monotont lydmaleri til smukke klokkespilsagtige melodier – og så til noget gammelmandsjazz, der virker sært malplaceret i børneuniverset.

Den manglende kobling er imidlertid et tegn på forestillingens generelle svaghed – at den ikke formår at samle og udvikle sit udtryk med overbevisende målfasthed. Ærgerligt nok, for stemningerne ændrer sig ellers fint i den lille fortælling - fra nysgerrighed over pudeerobring til snydefornemmelse og misundelse. Koreografisk bliver det bare for stillestående.

Hoppe-hop

Måske udfordrer koreograferne ikke sig selv nok som dansere. Det virker faktisk, som om de er bange for at virke elitære over for de små tilskuere, der knap har lært at hoppe med to ben. Men hvorfor vil danserne ikke vise, at de kan springe to meter op i luften, eller dreje vildt hurtigt rundt på numsen? Hvorfor må ungerne ikke stræbe mod mere end den slags bevægelser, som deres (jævnt hen overvægtige!) forældre faktisk også stadig kan klare? Hvorfor må ungerne ikke opleve opfindsomme kropsudtryk, som de ikke vidste fandtes?

Her savner jeg danseteatrets mulighed for at introducere fiktionens magi. Muligheden for at udfordre tyngdekraften og for at lege med barnets endnu grænseløse opfattelse af kroppen. Men okay, det magiske har velsagtens ikke været del af forestillingens ambition, og koreografien fungerer da også fint - den letter bare aldrig fra vuggestuens hverdagsæstetik.

Uppercut Danseteater gør en imponerende og vigtig indsats med at bringe dansen ud til både teenagere og blebørn. Og Anja H. Jørgensen og Tali Razga har den omsorgsfulde energi, som gør ungerne trygge. Men egentlig viser 'Skal vi danse?' , at Uppercut selv er bange for at svare uforbeholdent ja tak på sit eget spørgsmål – og virkelig danse helt ud.

Anmeldelse fra BTA 145